Nyhed25|08|2011

Højteknologifondsprojekt skaber gennembrud på lymfekræft i huden

Højteknologifondsprojekt skaber gennembrud på lymfekræft i huden

Gennembrud. Ny viden gør det muligt præcist at skelne lymfekræft i huden fra godartede hudlidelser som psoriasis og eksem. I de værste tilfælde går der år, før en korrekt diagnose bliver stillet.

I dag offentliggør det meget anerkendte og højt citerede lægetidsskrift ”Blood” ny viden, der gør det muligt præcist at skelne lymfekræft i huden fra godartede hudlidelser som psoriasis og eksem. Det er ikke altid muligt i dag. I de værste tilfælde går der år, før en korrekt diagnose bliver stillet.

Gennem tre år har Københavns Universitet, Gentofte Hospital, Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet arbejdet tæt sammen med virksomhederne Leo Pharma A/S og Exiqon A/S om en ny teknik til at skelne mellem raske og syge cellemønstre.

Ved at undersøge 200 patienter med forskellige former for hudsygdomme er det lykkedes parterne at vise, at man på molekyleniveau med 95 procents sikkerhed kan sige, om et udslet skyldes lymfekræft eller en godartet hudlidelse.

Langt de fleste typer af hududslæt bliver i dag karakteriseret uden vanskeligheder. Det gælder for eksempel de fleste former for psoriasis og atopisk eksem. Men der er også hudlidelser, som det i dag er meget vanskeligt at diagnosticere. Her kan der gå flere år før lægerne har mulighed for at opdage kræft i immunceller.

 


På verdensplan rammes mellem 15.000-20.000 mennesker hvert år af uforklarlige hududslæt, hvor det i dag ikke er muligt at stille en korrekt diagnose. I Danmark rammer det cirka 50-100 personer hvert år.

Projektet bruger nu den nye viden til at udvikle en diagnostisk test for lymfekræft i huden. Der er også skabt mulighed for at diagnosticere forskellige former for eksem og psoriasis, som på sigt kan vise sig vigtige for at skræddersy nye behandlinger.

Samarbejdet er støttet af Højteknologifonden, LundbeckFonden, NovoNordiskFonden og Kræftens Bekæmpelse.



Kontakt:

Professor Niels Ødum, KU - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, tlf. 3532 7879/2875 7879

Christian Glue, ph.d., Manager Services - Exiqon A/S, 4565 0432/4090 2159

Anne Katrine Nørgaard, Corporate Communications Manager - Leo Pharma A/S, +45 28754155



 

Kontakt: Thomas Bjerre
Tlf. 3363 7285
Mobil 2090 3855

 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk