Pressemeddelelse 19.12.2011, Højteknologifonden
Hurtigere, bedre og mere præcis hospitalsbehandling med ny piezo motor
Den første højtydende, ikke-magnetiske motor bygget på piezo teknologi bliver udviklet af et stærkt, dansk konsortium, hvor pålidelighed og applikationsmuligheder i høje magnetfelter vil være i fokus. Det vil skabe klare forbedringer i hospitalsbehandlingen og skabe nye eksportmuligheder. Projektet får bevilling på 10 millioner kroner fra Højteknologifonden.
Motoren bliver ideel til brug i patientlejer og infusionspumper, som ikke længere vil påvirke eller blive påvirket af hospitalsudstyr med elektromagnetisk interferens. Konventionelle motorer og signaler fra bl.a. mobiltelefoner og trådløse netværk udleder elektromagnetisk interferens, som forstyrrer og påvirker ydeevnen af scannere, infusionspumper og andet hospitalsudstyr i negativ retning. Det er målet helt at undgå denne interferens, og realisere en række design- og omkostningsfordele sammenlignet med konventionelle motortyper.
Det sker ved at omdanne den lineære bevægelse af højtydende piezo aktuatorer til en kraftfuld, præcis og kontrollerbar rotation. Motorens design og konstruktion medfører, at motoren blandt andet ikke behøver gear, hvilket gør motoren simpel og nem at integrere. Den er skalerbar, stabil i sin rotation, har høj ydeevne og dynamik samt et højt drejningsmoment.
Grundlægger og Teknisk Direktør i Noliac A/S Bjørn Andersen ser signifikante fordele for fremtidens patienter:
- Patienterne vil opleve, at behandlingen på hospitalerne bliver hurtigere, mere præcis og af bedre kvalitet. Der vil være mulighed for at operere og scanne en patient samtidigt, og det vil spare tid og give lægen et bedre indblik i patientens umiddelbare tilstand. Der er ingen tvivl om, at den samlede behandlingstid vil blive kortere – og det vil jo også spare samfundet penge.
Teknologien har ikke kun potentiale indenfor patientlejer og scannere, men indenfor en lang række af produkter. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og IPU Technology Development (IPU) er partnere i projektet, og kan se et stort potentiale:
Professor på DTU Michael A. E. Andersen forsker i effektelektronik og piezo transformatorer er en essentiel del af denne forskning:
- Via projektet forventer vi, at DTU opnår et betydeligt højere vidensniveau indenfor piezo baseret effektelektronik, som vi kan arbejde videre på og udbygge indenfor forskningsverdenen. Der vil være patenterbare opfindelser og videnskabelige publikationer i sigte.
Divisionschef i IPU Mogens Arentoft udtaler:
- Vi arbejder med komplekse processer til fremstilling af mikrokomponenter, der indgår i mange moderne produkter. Vi kan se mange systemer, hvor teknologien vil præge fremtidige løsninger. Det vil være oplagt at bruge den indenfor robotteknologien. Motorens rotation kan styres så præcist, at anvendelsen af robotter i forbindelse med operationer som biopsi og andre kirurgiske indgreb ligger lige for. Og hvem ved – der er jo mange andre anvendelser hvor der kræves netop stor præcision og pålidelighed.
Kontaktoplysninger:
Noliac A/S, 3490 Kvistgaard, Chief Technical Officer Bjørn Andersen, tlf. 4912 5030
IPU Technology Development, Head of Division Mogens Arentoft, tlf. 45254612
DTU, Professor Michael A.E. Andersen, tlf. 45253601
Siemens AG, Healthcare Sector, Director of IBD Michael Meyer, tlf. +49 (9642) 18947
Højteknologifonden, Thomas Bjerre, 2090 3855
Budget: 18,1 DKKm
Højteknologifonden: 10,2 DKKm
Varighed: 3,5 år
Titel: PAD Motor - Piezoelectric Actuator Drive to Operate in High Magnetic Fields
