Pressemeddelelse 19.12.2011, Højteknologifonden

Nemmere at finde senge på hospitalerne

En softwarevirksomhed, to hospitaler og et universitet vil i fællesskab med Højteknologifonden øge hospitalernes patientflow og effektivitet. Måske ligger der et eksporteventyr i milliardklassen gemt i en it-løsning, der vil gøre det lettere at koordinere og planlægge hospitalernes driftsopgaver.

Et dansk revolutionerende disponeringssystem kan være løsningen for hospitalsvæsner verden over. I hele den vestlige verden, og ikke kun i Danmark, hungrer sundhedsvæsnet efter intelligente it-løsninger, så man kan udnytte ressourcerne bedst muligt i en tid, hvor aldrende befolkninger og stadig flere livsstilssygdomme lægger et stort pres på budgetterne. 

Via eksisterende infrastruktur på hospitalerne vil systemet indsamle oplysninger om, hvor portører, rengøringspersonale, læger, sygeplejersker og patienter befinder sig, ligesom det automatisk vil have mulighed for at kunne spore mobile genstande som f.eks. senge, kørestole og hjertestartere. Systemet vil derefter være i stand til at foreslå den optimale rækkefølge af opgaver, f.eks. vil en portør med et hurtigt blik på sin smartphone kunne blive guidet ned til en opgave på syvende sal med en hospitalsseng, når han har afsluttet en opgave på ottende sal.

Netop fordi systemet lægger op til at anvende den eksisterende infrastruktur, vil løsningen med en mindre investering være meget hurtig at tage i drift for hospitalerne.

- I samarbejde med et større dansk sygehus har vi lavet en analyse af nogle af hospitalets mere enkle arbejdsgange. Analysen viser, at effektiviseringspotentialet er så stort, at udgifterne til implementering af løsningen vil være dækket ind efter det første år. Vores analyse- og prototypeprojekt viser, at det danske hospitalsvæsen samlet set vil kunne spare over 500 millioner kroner om året, siger Flemming Bent Thomsen, vicedirektør i softwarevirksomheden Systematic 

Ud over Systematic er Aalborg Sygehus, Det Nye Universitetshospital i Aarhus og Aarhus Universitet med i projektet. Begge hospitaler har en klar interesse i at deltage i videreudviklingen af et system, der kan hjælpe dem med at effektivisere, mens Aarhus Universitet allerede er langt fremme, når det gælder forskning i og udvikling af de teknologier, systemet vil basere sig på.

For Systematic og for dansk sundheds-it i det hele taget kan det nye positionerings- og logistiksystem være starten på et nyt eksporteventyr: - Vi kender sundhedsvæsnet godt og har allerede et godt fodfæste i Danmark. Uden for Danmark står vi godt rustet som international virksomhed med kontorer i Storbritannien, USA og Finland. fortæller Flemming Bent Thomsen. 

 

Kontaktoplysninger:

Systematic A/S, 8000 Aarhus C, Vice President Flemming Bent Thomsen, 2544 9841

Aarhus Universitet, Institut for Datalogi (CS-AU), professor Kaj Grønbæk, 2149 5634

Aalborg Hospital, hospitalsdirektør, Jens Ole Skov, 

Det Nye Universitetshospital i Aarhus, IT-projektchef Lars Knudsen

Højteknologifonden, Thomas Bjerre, 2090 3855

 

Budget: 29,9 DKKm        

Højteknologifonden: 14,9 DKKm        

Varighed: 3 år

Projektets titel: PosLogistics - A position based real time hospital ressource planning system

 

 


 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk