Pressemeddelelse, Højteknologifonden, 21. juni 2011
Fremtidens fleksible og pålideligt telenet
Data på internettet skal i fremtiden ikke begrænses af, at teleoperatørerne er nødt til at oversætte hinandens signaler, når de skal dele net. Et nyt forskningsprojekt under Højteknologifonden skal undersøge mulighederne i konceptet ”Alien wavelengths”, hvor operatørernes optiske signaler ikke skal tilpasses men kan køre parallelt på hinandens netværk
Lige siden telesektoren blev sluppet løs på det frie marked, har der været et øget behov for at sende datatrafik fra en teleoperatørs net gennem en anden teleoperatørs net. Traditionen og den teknologiske standardisering kræver at al datatrafik afsluttes ved grænsen mellem operatørens net, hvor datasignalerne omformes og videresendes, så de matcher den pågældende operatørs netteknologi. Og det koster en del ressourcer.
For at undgå denne ”grænsekontrol” hvor datasignalerne ”assimileres” vil erhvervspostdoc Anna Vasileva Manolova undersøge hvordan man kan lade de optiske signaler passere uændrede over operatørernes grænseovergange – det fysiske interface – og i stedet lade de nødvendige tilpasninger foregå i selve nettet. Det kræver et nyt detaljeret interface, som kan bruges af alle operatører.
I princippet er forskellen på de forskellige operatørers systemer ikke større, end at det godt kan lade sig gøre, at signalerne kører ved siden af hinanden gennem de samme fiberkabler. Men operatørerne er bekymrede for, at miste fuld kontrol over transporten, hvilket kunne betyde at data ikke vil blive leveret i den kvalitet, som operatørerne i dag sikrer deres kunder.
Udfordringen er derfor, at føre teknisk bevis for, at man med de rette specifikationer kan sikre, at udefrakommende datasignaler ikke forstyrrer trafikken i operatørernes net. Anna Vasileva Manolova skal arbejde med at afklare, hvilke parametre, der bør indgå i udviklingen af et åbent standardiseret interface, hvilket er en stor teknisk udfordring.
Lykkes det med tiden at udvikle et sådant interface vil det betyde en mere simpel og mindre ressourcekrævende løsning til at sende datatrafik med meget høj hastighed over store afstande - til fordel for både kunder og operatører.
Projektets officielle navn: Providing new capacity services for multi-vendor optical transport networks via an open interface
Kontaktoplysninger
Erhvervpostdoc Anna Vasileva Manolova, København S, tlf +45 4525 6609
Bjarke Skjoldstrup, Ph.D, TDC A/S, København, tlf +45 2440 9086
Lars Dittmann, Ph.D, DTU Fotonik, Kgs Lyngby tlf +45 4525 3851
Thomas Bjerre, Kommunikationschef Højteknologifonden, tlf +45 2090 3855
