Pressemeddelelse, Højteknologifonden, 21. juni 2011
Grise hjælper med ny hjertemedicin
Den medicin man i dag bruger på hjerteflimren, virker ikke særlig effektivt og har alt for mange bivirkninger – det skal der nu rådes bod på i et projekt med bevilling fra Højteknologfonden. Danske landracegrise skal være med til at afprøve en ny eksperimentel behandling af såkaldt atrieflimren.
Hvert år bliver der indlagt 13.000 personer med atrieflimren (hjerteflimren i hjertets forkamre) på de danske sygehuse. Dermed er atrieflimren en af de mest udbredte hjertesygdomme herhjemme. Den nuværende medicinske behandling af atrieflimren er ineffektiv og har desuden en lang række bivirkninger. Der er derfor et stort behov for mere sikker og effektiv behandling.
Erhvervspostdoc Jonas Goldin Diness har i sin tidligere forskning vist, at hvis man hæmmer et bestemt protein i hjertet, kan atrieflimren forvandles til normal hjerterytme i både rotter, marsvin og kaniner.
For at kunne videreudvikle projektet, så det kan blive solgt til en større medicinalvirksomhed, er det imidlertid nødvendigt at vise effekt i en dyremodel som ligner mennesket mere. Grises hjerter minder meget om menneskers, og Jonas Goldin Diness skal derfor undersøge, hvordan det potentielle lægemiddel virker i en avanceret sygdomsmodel med grise, så stoffet forhåbentlig kan blive klar til at blive anvendt i patienter i løbet af de næste par år.
Forsøgene kommer til at finde sted i en dyrestald på Københavns Universitet i et samarbejde med læger fra Rigshospitalet og forskere fra virksomheden NeuroSearch, der normalt udvikler medicin mod hjernesygdomme. På dette projekt ser Neurosearch dog en ny mulighed i også at udvikle hjertemedicin.
Projektets officielle navn: Treatment of Atrial Fibrillation by Inhibitors of Ca2+ Activated K+ Channels.
Kontaktoplysninger
Erhvervspostdoc Jonas Goldin Diness, Frederiksberg, tlf +45 2729 7913
Morten Grunnet, Head of NS Academy, NeuroSearch A/S, Ballerup, tlf. +45 4460 8706
Thomas Jespersen, lektor, Københavns Universitet, tlf +45 3532 7900
Thomas Bjerre, Kommunikationschef Højteknologifonden, tlf +45 2090 3855


