Pressemeddelelse, Højteknologifonden, 21. juni 2011 

Lægemiddeludvikling til hjerte-karsygdomme

Nyt forskningsprojekt skal med bevilling fra Højteknologifonden bane vejen for udviklingen af nye lægemidler, der kan bruges til patienter med forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning  

Næsten alle kroppens celler indeholder et vigtigt protein – populært kaldet natrium-kaliumpumpen, som regulerer balancen i cellerne ved at transportere nærings- og affaldsstoffer ind og ud af cellerne. Hvis pumpen fungerer dårligt resulterer det i forskellige sygdomme blandt andet forhøjet blodtryk og svangerskabsforgiftning.  

Erhvervspostdoc Anne Marie Lund Winther er interesseret i at undersøge, om der findes molekyler der har aktiverende effekt på pumpen. Indtil nu har viden om proteinpumpen mest handlet om, hvad der har en hæmmende effekt. Men eftersom patienter med dårligt fungerende natrium-kaliumpumper har brug for medicin der kan sætte gang i natrium-kaliumpumpen, er der brug for et gennembrud på den front også.  

”Det vil være fantastisk, hvis vi kan finde stoffer der har en regulerende effekt. I projektet vil jeg teste en række stofbiblioteker, der indeholder alverdens små molekyler, og undersøge om de har en regulerende effekt på proteinpumpen. Bagefter skal jeg validere hvor kraftig denne effekt er,” fortæller hun om forskningsprojektet, der skal forløbe hen over de næste tre år.  

Finder Anne-Marie Lund Winther små aktive molekyler er næste skridt at finde ud af, hvor på proteinet det lille molekyle binder sig og hvilke sygdomme de eventuelt kan være med til at behandle medicinsk.  

”Grundforskningen i sig selv er utrolig spændende, men det der virkelig gør det interessant er, at det er forskning, der forhåbentlig kan anvendes til at hjælpe nogle mennesker siden hen. Det er en god følelse,” siger Anne-Marie Lund Winther.    

Projektets officielle navn: The Na,K-ATPase as drug target 


Kontaktoplysninger

Erhvervspostdoc Anne-Marie Lund Winther, Aarhus, tlf +45 5192 6140

Morten Jeppe Buch-Pedersen, direktør, Pcovery, Frederiksberg, tlf +45 4045 2330

Poul Nissen, Professor, Aarhus Universitet, tlf +45 8942 5025

Thomas Bjerre, Kommunikationschef Højteknologifonden, tlf +45 2090 3855

 

Fakta

HTF investering: 1.5 millioner kr.

Total budget: 3 millioner kr.          

Varighed: 3 år

Pressebilleder

Anne-Marie Lund Winther
Anne-Marie Lund Winther projekt

Pressemeddelse

De 12 erhvervspostdocs (Word)

 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk