Pressemeddelelse, 4.1.2012 kl 09:00, Højteknologifonden

Lugten af orne skal væk

Om syv år må grise i Europa ikke længere kastreres. Det kan føre til en ubehagelig lugt af orne under madlavningen. Danske forskere vil nu med støtte fra Højteknologifonden finde de gener, der giver lugten og dermed sikre en lugtfri frikadelle.

Fra 2018 er der i Europa indgået en frivillig erklæring om at stoppe brugen af kastration for at forbedre grisenes velfærd. For at hindre at forbrugerne må vænne sig til lugten af orne, når aftensmaden tilberedes, har danske forskere nu sat sig for at finde de gener, der giver den grimme lugt.

”Når vi forhåbentlig får løst denne udfordring, kan vi være med til at sikre forbrugerne en fortsat god oplevelse med dansk svinekød. Men først skal vi lokalisere de markører i grisens DNA, som udvikler et højt niveau af ornelugt. Det er et stort arbejde, for der er 60.000 DNA-markører på hele grisens genom,” siger Anders Vernersen, afdelingschef for Avl & Genetik, Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer. Han understreger desuden, at et positivt resultat også vil smitte positivt af på værdien af danske grise i udlandet, som i dag aftager alt fra sæd over avlsgrise til slagtesvin og svinekød fra Danmark.

Projektet, der skal eliminere lugten af orne, ledes af erhvervspostdoc Anders Bjerring Strathe i tæt samspil med professor Haja Kadarmideen fra KU LIFE. Målet er at finde metoder med genomisk selektion, som kan reducere antallet af grise, som udvikler lugten samt værktøjer, der kan forudsige risikoen for, at lugten opstår. 

”Ved at anvende state-of-the art inden for avl og de bedste genomiske og systembiologiske teknologier forventer vi, at dette projekt i høj grad vil bidrage til at undgå kastration uden at påvirke markedet for svinekød,” siger Haja Kadarmideen og tilføjer, at projektet vil fremme en bæredygtig dansk svineproduktion fra både et velfærds- og et miljømæssigt perspektiv, fordi ukastrerede grise udnytter foderet bedre og påvirker miljøet mindre. 

Anders Bjerring Strathe vil arbejde tæt sammen med forskere fra Videncenter for Svineproduktion og Quantitative and Systems Genetics gruppen ved Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Københavns Universitet, KU LIFE. 

  

For yderligere oplysninger:

Anders Bjerring Strathe, erhvervsposdoc, tlf. 40 62 10 60

Ingela Velander, Videnscenter for Svineproduktion, 1609 København V, tlf. 21 22 39 09 

Haja Kadarmideen, professor, KU LIFE, tlf. 50 34 93 83 

 

 

Projektets officielle navnGenomic Selection and Systems Genetics to reduce Boar Taint in Danish pigs (G-BOAT)

 

 
Download

Samlet oversigt med alle projekter (web)

Samlet pressemateriale i Word (print)

 

 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk