Pressemeddelelse, Højteknologifonden, 6. juni 2011 kl. 08:30

Afkodning af naturen giver bedre arbejdsmiljø, færre kemikalier og stærkere overflader

En ny metode til overfladebeskyttelse kan reducere brugen af kemikalier i overfladeindustrien markant. Metoden har et enormt industrielt potentiale som ”grøn” korrosionsbeskyttelse. Det innovative koncept giver mulighed for at opbygge naturligt forekommende minerallag på metalliske overflader.

Med en enkel og nyskabende idé baseret på noget så simpelt som vanddamp vil Teknologisk Institut, Dan-Color, Siemens, DTU og Aarhus Universitet revolutionere industriel overfladebeskyttelse. 95% af alt industrielt anvendt aluminium overfladebeskyttes gennem energikrævende og miljøbelastende processer. På globalt plan repræsenterer korrosionsrelaterede problemer et marked på 1,3 mia EUR.

Projektets parter vil udvikle en ny, miljøvenlig og kost-effektiv proces til brug på både aluminium, stål og deres legeringer. Ud over at reducere kemikalie- og vandforbruget i industrielle overfladebehandlingsprocesser kraftigt, forbedrer processen også arbejdsmiljøet for procesmedarbejderne.

"Ved at tilføre reaktive stoffer og additiver gennem vanddamp kan vi danne minerallag i overfladen og opnå exceptionelle effekter. F.eks. kan vi målrettet fjerne bestemte urenheder eller skræddersy korrosionsbestandige overfladelag, som efterligner naturens egne beskyttelseslag," udtaler Nikolaj Zangenberg fra Teknologisk Institut.

Idéen bag teknologien er inspireret af den effektive korrosionsbeskyttelse, man finder for sten i barske off-shore miljøer. I naturen foregår processen dog langsomt, og projektet vil accelerere dannelsen af mineraler ved hjælp af damp. De første tests er foretaget på DTU Mekanik med forbløffende resultater i form af en modificeret aluminiumsoverflade med meget effektiv korrosionsbeskyttelse.

Konceptets princip skal nu afprøves i et nyudviklet testsystem under opbygning på Teknologisk Instituts Center for Materialeprøvning i Aarhus. Når de grundlæggende parametre er forstået, skal processen videreudvikles til industriel stor-skala produktion hos projektpartnerne Dan-Color og Siemens. Geologisk Institut ved Aarhus Universitet tilfører projektet en unik viden om dannelse af mineraler med korrosionsbeskyttende egenskaber.

Nikolaj Zangenberg tilføjer: "Projektet samler et stærkt team af akademiske og industrielle spillere, og vi vil arbejde med hele kæden fra de videnskabelige koncepter og teknologiudvikling til produktion hos underleverandør og slutbruger."


Kontaktoplysninger:

Teknologisk Institut, Taastrup, Nikolaj Zangenberg, 7220 2494             

Dan-Color A/S, Them, Hans Jørgen Eriksen, 8797 2221             

Siemens A/S, Ballerup, Jens Dahl Jensen, +49 30 386 24078             

DTU Mekanik, Kgs. Lyngby, Rajan Ambat, 4525 2181            

AU - Geologisk Institut, Århus, Henrik Friis, 8942 2561


Fakta:

Højteknologifondens investering: 10 millioner kr.

Budget: 20 millioner kr.                   

Varighed: 3 år

Projektets titel: Steam Initiated Surface Treatment (SIST) - Modification of metal surfaces with high pressure steam

 


 
Idéen bag teknologien er inspireret af den effektive korrosionsbeskyttelse, man finder for sten i barske off-shore miljøer

Kontakt: Thomas Bjerre
Tlf. 3363 7285
Mobil 2090 3855

Pressemeddelse

Word

Det hurtige overblik over de 17 projekte (oversigt)

De 17 projekter (Word)

 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk