Pressemeddelelse, Højteknologifonden, 6. juni 2011 kl. 08:30

Medicinsk implantat skal forebygge inkontinens

 

Inkontinens rammer omkring 400.000 danskere og medfører væsentlige menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger. Med udgangspunkt i flere års forskning i regi af Højteknologifonden vil forskerne udvikle en ny type elektrode, der kan implanteres og hjælpe danskerne med at genvinde kontrollen og dermed holde på vandet. Højteknologifonden støtter med knap 14 mio. kr.

Behandlingen af inkontinens har optaget forskerne i flere år. I et tidligere højteknologisk forskningsprojekt er det dokumenteret, at elektrisk nervestimulation hjælper patienterne med at genvinde kontrollen over blæren og dermed øge livskvaliteten betydeligt. Resultaterne har været så lovende, at målet nu er at udvikle en slags ”blærepacemaker” til patienter, som ikke har tilstrækkelig gavn af fysioterapi eller medicinsk behandling.

Stimulationen skal ske ved hjælp af en lille implanteret stimulationselektrode, der hurtigt og simpelt kan indsættes under lokalbedøvelse. Stimulationen kan herefter aktiveres efter behov ved hjælp af en fjernbetjening.

Morten Fjorbak, Neurodan A/S i Aalborg, har også været med i det tidligere projekt:

- Foreløbige forsøg på grise viser, at elektroden og indsættelsesproceduren fungerer. Men vi ved ikke, hvordan det virker og føles på mennesker når systemet skal benyttes i dagligdagen. Om fire år vil vi have afprøvet elektrisk nervestimulation på patienter. Derefter kommer udviklingen af et kommercielt produkt.

Ideen bag behandlingskonceptet er udsprunget af mange års forskning på Aalborg Universitet. Inddragelsen af nye partnere muliggør udvikling af nye teknologier, der er nødvendige for at kunne realisere en elektrode, der er egnet til langtidsimplantation i mennesker. Der vil i projektet være fokus på nye produktionsmetoder og overfladebehandlinger, der også vil kunne finde anvendelse inden for en bred vifte af  medicinske produkter.

 

Kontaktoplysninger: 

Neurodan A/S, Aalborg, Morten Fjorback, 2069 4596             

AAU - Center for Sensory-Motor Interaction, Aalborg, Nico Rijkhoff, 9940 8810             

Teknologisk Institut, Århus, Lars Pleth Nielsen, 7220 1585             

DTU Mekanik, Kgs. Lyngby, Hans Nørgaard Hansen, 4525 4816  

 

Fakta:

Højteknologifondens bidrag 14 millioner kr.            

Budget: 28 millioner kr.

Varighed:  4 år

Projektets titel: Advanced surface treatments for implantable medical devices



 

Kontakt: Thomas Bjerre
Tlf. 3363 7285
Mobil 2090 3855

Pressemeddelse

Word

Det hurtige overblik over de 17 projekte (oversigt)

De 17 projekter (Word)

 
Højteknologifonden, Holbergsgade 14 3, 1057 København K, tlf 3363 7280info(at)hoejteknologifonden.dk