Guiden til at finde den rigtige drone

At finde den rigtige drone er blevet gjort lidt sværere af nye, skærpede drone-regler og krav om enten dronetegn eller dronebevis, samt droneforsikring til de store droner. Men flyvning med en fjernstyret drone er en så fantastisk spændende og sjov hobby, at det gør besværet værd at tage med. Læs guiden her! Så lærer du at finde den helt rigtige drone til dig, samt hvor du må flyve med den.

Droner spiller en større og større rolle i hverdagen. Ikke bare på film, men også i virkeligheden. Både i landbruget og inden for mange brancher, bliver anvendelsen af droner mere og mere almindelig. Samtidig får flere og flere private også øjnene op for det spændende ved at flyve med drone.

Den store popularitet har dog betydet, at der for et par år siden blev indført skærpede regler for droneflyvning, ligesom det blev lovpligtigt at tage et dronebevis og få sin drone forsikret. Kravene gælder dog kun for større droner med en egenvægt på over 250 gram. De mindre såkaldte mikrodroner kan fortsat anvendes uden certifikat og forsikring, så længe du respekterer reglerne for droneflyvning i det område, hvor du befinder dig.

Start med at beslutte dig for dit budget og formål med at købe en drone

Når du skal anskaffe dig din første drone, er det en god ide at starte med at beslutte dig for, hvor mange penge du vil investere i dronen, samt hvad du vil bruge dronen til.

Start med en mikrodrone for at få erfaring

Har du aldrig prøvet at flyve med drone før, eller vil du gerne prøve af, hvad du kan med en drone? Så er det en god ide at starte med at købe en mikrodrone – altså en lille drone på under 250 gram.

De kræver hverken dronetegn eller forsikring, og kan anskaffes for under 1000 kroner for en drone med kamera. Det gør det langt mindre besværligt og væsentligt mere økonomisk overkommeligt at komme i gang med at flyve med drone.

Dog skal du være opmærksom på, at de små mikrodroner er langt mere følsomme overfor vind, ligesom de oftest har en yderst begrænset rækkevidde for fjernstyringen. Især på steder hvor der er andre trådløse netværk tilgængeligt. Samtidig har de fleste mikrodroner kun en kort flyvetid på fra 10 til 30 minutter.

Endelig har mikrodronerne sjældent indbyggede sensorer, der får dronen til at undgå forhindringer. Så på mange måder er mikrodroner meget sværere at flyve med end de store droner. Så bliv ikke afskrækket, hvis du oplever en del styrt med din mikrodrone i starten på den konto.

Budgettet

Når du har fået lidt mere erfaring med droneflyvning, går der ikke længe, før du drømmer om at købe en større drone. Her vil det oftest være budgettet, der er afgørende for, hvilken drone du ender med at købe.

Generelt ligger de større droner i tre forskellige prislejer:

  • Billige droner i fuld størrelse til priser fra 3-4.000 kroner og op til 6-8.000 kroner
  • Semiprofessionelle droner til priser omkring 10.000 kroner
  • Professionelle droner fra 10.000 kroner og opefter.

Forskellen på de enkelte prislejer handler typisk om kameraopløsning, fjernstyringens rækkevidde, flyvetid, og mængden af elektronik der kan assistere dig og stabilisere dronen under flyvningen.

Den teknologiske udvikling gør dog, at grænserne mellem de enkelte prisgrupper er forholdsvis flydende. Du kan således sagtens finde en drone med 12 Megapixel kamera med mulighed for optagelse af video i fuld HD-kvalitet til priser på under 8.000 kroner. Tilsvarende kan du også finde billige droner med længere flyvetid end de semiprofessionelle droner.

Hvad skal du bruge dronen til?

Derfor er det udover budgettet også vigtigt at beslutte dig for, hvad du ønsker at bruge dronen til, før du går på opdagelse i de forskellige drone-webshops.

Hobby

Skal du primært bruge dronen til hobbyformål, hvor du flyver lidt rundt, og tager luftfotos eller video fra luften? Så kan du sagtens nøjes med en af de billigere store droner på over 250 gram. Her vil du oftest have en fornuftig opløsning på kameraet, samt en flyvetid på omkring 20 minutter eller mere og en god rækkevidde på fjernstyringen af dronen.

På hobbyniveau findes der også en særlig type drone, der bruges til kapflyvning – drone race. Det er små, ufatteligt hurtige droner, der prismæssigt ligger fra lige over 1000 kroner og op til 8-10.000 kroner. De kendetegnes ved, at der oftest følger særlige 3D-briller med, som du har på under flyvningen. Det giver en hel speciel flyveoplevelse. Rundt om i landet holdes der også turneringer i drone race, du kan deltage i.

Desuden kan du også få en helt anden type drone, nemlig undervandsdroner der kan bruges til fiskeri. De fås i lystfiskerudgaver til omkring 10-15.000 kroner, der kan dykke ned på 30 meters dybde i op til flere timer ad gangen. Denne type droner er udstyret med både sonar og kamera. Så ud over at tage nogle fantastiske undervandsoptagelser, kan du også bruge dronen til at finde fisk, samt fange dem!

Semiprofessionelt

Skal du bruge dronen i forbindelse med dit arbejde, eller vil du bare gerne have en lidt mere avanceret drone? Så vil du oftest kunne finde en semiprofessionel drone, der lever op til dine krav. De fleste af disse er f.eks. udstyret med sensorer, der forhindrer dig i at flyve ind i noget. Samtidig har mange af dem også indbygget både fysiske og elektroniske stabiliseringsanordninger, der giver et pænt og roligt billede fra dronens kamera.

Så er du f.eks. ejendomsmægler, som gerne vil præsentere de huse, du sælger, på en spændende måde, er denne type drone ideel. Mange professionelle fotografer vælger faktisk også droner i denne prisklasse. For rigtig mange af de semiprofessionelle droner har kameraer, der giver billeder i 4K-kvalitet.

Professionelt brug

Har du brug for endnu længere flyvetid, større rækkevidde og endnu mere assistance til flyvningen, skal du op i de professionelle droner. De vælges oftest af f.eks. landmænd og andre, der skal bruge dronen til inspektionsformål – samt de hobbyfolk for hvem kun det bedst af det bedste er godt nok.

En særlig type professionel drone er dem, der anvendes af professionelle fotografer og filmfotografer. De ligger prismæssigt på fra 100.000 kroner og opefter. Så her er det kun de virkelig professionelle, der kan være med.

Drone-regler – hvor må du flyve med din drone?

Før du anskaffer dig en drone, er det en god ide at sætte dig ind i dronereglerne, der hvor du bor – eller der hvor du påtænker at flyve med din drone. For der er stor forskel på, om du påtænker at flyve ude i det åbne land eller inde i byen.

Droneluftrum – hav altid styr på reglerne, hvor du er

Appen Droneluftrum fra Naviair er en god måde at holde dig orienteret omkring dronereglerne, der hvor du befinder dig. Her får du vist på et kort, hvilke regler der gælder for præcis det sted, hvor du opholder dig. Må du flyve der? Og hvilke særlige regler gælder der eventuelt.

Appen fås til både Google Android og Apple iOS SmartPhones. Den er på det nærmeste uundværlig, hvis du påtænker at flyve på steder, som du ikke kender reglerne for.

Mikrodroner

Har du anskaffet dig en mikrodrone, behøver du hverken drone-tegn eller -bevis. Du må dog kun flyve med dronen i det åbne land – og kun hvis du overholder de grundlæggende regler i Landdronebekendtgørelsen.

Her er de vigtigste regler, at du:

  • Skal tage hensyn til omgivelser, dyreliv og andres ejendom
  • Ikke må overflyve andres bygninger eller grund uden tilladelse
  • Ikke må flyve inden for 5 kilometer fra en lufthavn
  • Ikke må flyve tættere end 150 meter fra offentlig vej og jernbaner
  • Ikke må flyve tættere end 100 meter på beboelse
  • Ikke må flyve tættere end 150 meter på offentlige bygninger eller uheldssteder
  • Ikke må flyve over fredede naturområder

Droner over 250 gram til privat brug

Har du anskaffet dig en drone på over 250 gram, behøver du ikke tage et dronebevis, så længe du ikke påtænker at flyve over bymæssig bebyggelse.

I stedet skal du tage et dronetegn. Det er gratis, og kan klares online på www.droneregler.dk. Her skal du svare rigtigt på 12 spørgsmål om de grundlæggende regler for droneflyvning herhjemme. Så modtager du dronetegnet i din mail, og skal blot huske at have det med, når du flyver med din drone.

Samtidig skal du registrere dig som droneejer. Det klares via en formular på virk.dk. Du skal kun registrere dig en gang, selv om du ejer flere droner. Registreringen gælder nemlig kun dig som person. Den koster 15 kroner en gang for alle.

På alle de droner du ejer, skal du fastgøre en mærkat på dronen, hvor dit navn, dit telefonnummer og dit registreringsnummer fremgår. Desuden skal du tegne en særlig drone-forsikring. Det er en ansvarsforsikring, som skal dække skader for mindst 750.000 kroner, hvis du skal flyve lovligt med din drone på over 250 gram. Endelig skal du naturligvis overholde reglerne for flyvning med droner over det åbne land.

Droner på over 250 gram til professionelt brug

Kun droneejere med et dronebevis, har lov til at flyve over bymæssig bebyggelse. Det kræver at du overholder reglerne for droneflyvninger jf. Bydronebekendtgørelsen. Den opstiller meget skrappe regler for droneflyvning i byen.

For at tage et dronebevis, skal du gå på en godkendt droneskole. Der findes flere over hele landet. Du finder den nærmeste droneskole her. Udstedelse af dronecertifikatet koster 60 kroner, ligesom der skal betales for undervisningen på droneskolen.

Endvidere skal du have en registreret virksomhed, for at kunne flyve med dronen i bymæssig bebyggelse, ligesom du skal registrere dronen til professionel flyvning på virk.dk. Sidstnævnte koster 75 kroner pr. registreret drone. Endelig skal du også have en drone-forsikring til professionel droneflyvning.

Denne artikel er skrevet af Henrik Andersen fra Gaveinspiration.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *